Afhentning fredage fra kl. 12-15 på Jagtvej 59 - Fri fragt til pakkeshop for ordre over 300 kr. (0-2kg) - Hurtig levering 1-3 hverdage. - Mobilepay, kort og EAN.

Ompotning af tomatplanter

11. april 2024
Allerede kort tid efter du har sået dine tomatfrø, er det tid til at tænke på at skulle prikle dem om i deres egen lille beholder, så de får en god start på væksten. Tomatfrø spirer nemlig typisk allerede efter 4-10 dage og kommer hurtigt fra start. Her er det vigtigt, at planternes vækst ikke går i stå. Læs med videre om, hvornår og hvordan vi ompotter vores tomatplanter.

Hvornår skal du ompotte dine tomatplanter

Vi ompotter vores små tomatplanter, så snart de har fået det første sæt blivende blade (dem med takker). Det gør vi for at væksten hele tiden holdes i gang, og så de hver især kan vokse videre i egen potte. Vi sår nemlig typisk flere frø i hver beholder for at optimere pladsen. Ved at ompotte dem over i deres egen potte tidligt, er det nemmere at skille deres rodnet fra hinanden.

Kig efter de første blivende blade og synligt rodnet

Dine tomatplanter er typisk klar til den første ompotning i egen potte, når du spotter de første blivende blade, som ses på billedet nedenfor. Det er de takkede blade, som er plantens blivende blade.

Her ses tomatplantens første blivende blade, og de er nu klar til første ompotning. De kunne godt have været pottet om for et par dage siden, men det faldt oveni, at vi var på påskeferie…

Et andet tegn du kan kigge efter er rodnettet. Løft forsigtigt planten op fra potten. Hvis rødderne holder fint fast om jorden og er synlige i ”pottekanten”, er de klar til ompotning – se billedet nedenfor. Hvis rodnettet derimod ikke er til at spotte, og jorden falder ud når du løfter, så skal du vente lidt endnu. Kan du se rødderne i bunden af potten, er det et tydeligt tegn på, at de ønsker mere jord at vokse i.

På billedet ses de synlige rødder, som nu gerne vil have mere jord at vokse i.

Hvordan ompotter du dine tomatplanter

Skil dine planter ad

Har du ligesom os sået flere frø i hver potte, skal du enten fjerne de mindst udviklede, eller skille dem ad og plante dem i hver sin potte. Vores erfaring er, at man altid kan finde plads til en ekstra tomatplante – og ellers kan naboen. Så har du plads, vil vi altid anbefale at ompotte hver en tomatplante, der ser sund ud.

Vi har sået flere frø i hver forspiringspotte, og de skilles derfor her ad, så de kan få mere plads at blotre sig på. De kan sagtens tåle at blive skilt ad tidligere end gjort her.

Gå løbende op i pottestørrelse

Sørg for ikke at ompotte til en potte, der er meget større, men gå løbende op i pottestørrelse for at opnå den bedste vækst. Der vil ofte også værre større chance for råd ved overvanding, hvis du ompotter i en for stor potte, hvor plantens rodnet ikke har udviklet sig i hele potten.

Plant tomatplanterne dybt

Ved hver ompotning planter vi vores tomatplanter dybt, så stænglen er under jord op til de første kimblade (de første blade uden takker). Ompotter du løbende kan det gøres ved, at du vælger en lidt højere potte end den nuværende. Hvis dine tomatplanter har nået at vokse sig lidt ranglede og er for høje til potten, kan du også forsigtigt ”sno” eller bøje stænglen i potten, som vist herunder. På begge måder vil dine planter nu sætte flere rødder op langs stænglen og bliver mere kompakte.

Her ses en lidt ranglet tomatplante, som har godt af at blive pottet dybere ned til de første kimblade (lige omkring hvor der holdes på stænglen).

Her bøjes stænglen forsigtigt, så vi kan fylde jord op til de første kimblade.

Efter at stænglen forsigtigt blev bøjet, vil ovenstående (lidt ranglede) tomatplante nu kunne plantes ned til denne højde og vokse sig mere robust.

Hvor skal du stille dine tomatplanter?

Så snart dine tomatfrø er spiret frem, skal de hurtigt muligt flyttes væk fra den varmere forspiringstemperatur, der ellers vil gøre dem ranglede.

Stil tomatplanterne lyst og køligt

Flyt dine forspirede planter over i en kølig stuetemperatur (så tæt på 18 grader som muligt) og et sted med massere af lys. Hvis du ikke har en solrig placering, kan du også bruge vækstlys. Har du ikke mulighed for at stille dem både lyst og køligt, vil dine planter foretrækker masser af lys. Masser af sollys og køligere temperatur vil gøre din planter mere kompakte og robuste.

Giv dine tomatplanter lidt kærlig modstand

Hvis du giver dine tomatplanter en smule modstand, vil de blive endnu mere robuste. Vi har i år ladet os inspirere af Yen Egebak (Yens Have), ved at have en blæser kørende på vores planter. Ved at få lidt vindmodstand, vil stænglen vokse sig mere robust og bedre kunne klare vindmodstand, når de flyttes ud. Vi plejer at gå og kæle vores planter ved at køre en hånd over dem et par gange om dagen – så det er også en mulighed, hvis man ikke ejer en blæser.

Kør løbende en hånd over dine planter, når du går forbi dem og de vil blive mere robuste.

Hærdning udendørs

Omkring en måned før vi udplanter vores tomatplanter, sætter vi dem løbende ud for at vænne dem til udeklimaet. De første gange planterne sættes ud, er det vigtigt at der er overskyet og en temperatur også er tæt på de 18 grader, så de langtsomt vænner sig til udelivet. Start med at sætte planterne ud til ”hærdning et par timer, og forlæng hærdningen løbende, så længe temperaturen holder sig over de 12 grader. Så længe det ikke er for koldt om natten, kan du den sidste uge lade planterne overnatte ude. Du vil blive overrasket over, hvilken kæmpe forskel det gør for dine planter at vænne dem til udelivet – de vil uden tvivl blive mere robuste.

Grøn front og god tomatdyrkning!
Team TagTomat