Et meningsfuldt uderum giver øget livskvalitet
Grønne udendørsaktiviteter på bo- og dagtilbuddet Musvågevej er ikke noget nyt fænomen. De sidste sæsoner har dog fået et ekstra løft med nye køkkenbede, hønsehold og bålmad og fælles aktiviteter i sansehaven.
I Københavns Nordvestkvarter ligger der på Musvågevej et stort rødt murstensbyggeri, som ved første øjekast ikke gør meget væsen af sig, når du møder bygningen fra gadeplan. Men når du træder ind ad hovedindgangen i nr. 24, bliver du mødt af et summende liv på de lyse gange. Både inde og ude sørger bo- og dagtilbuddet Musvågevej for at skabe en stemning af hjemlig hygge – også når det gælder det grønne.
”Min ambition med vores grønne arealer – vores baghave – er at skabe et univers, som minder om en kolonihave. Der skal ske en masse derude, være forskellige planter med farverige blomster og meget gerne noget, der kan spises. Det kan give brugerne og beboerne én på sanserne og en oplevelse af helhed,” fortæller pædagog Jesper Berring, som har været særligt aktiv på bostedets grønne arealer de sidste par år.
”Jeg tror på, at naturen taler for sig selv. En mangfoldig have med masser af lyde, dufte, farver og smage vil automatisk vække sanserne hos vores brugere og måske gøre dem nysgerrige”, forsætter Jesper.
Aktive beskuere og deltagere
På Musvågevej 24 er der indrettet en sansehave, en hønsegård og en køkkenhave, hvor mange af planterne står i højbede, så de er tilgængelige for en kørestolsbruger. Bedene er blevet etableret af TagTomat, og efterfølgende tilplantet i samarbejde med beboere og personalet.
”Det har været spændende at arbejde sammen med et personale og en ledelse, som allerede på forhånd har haft så mange gode ideer til elementer og aktiviteter i haven, og vi har løbende justeret og tilpasset, så der er kommet det bedst mulige resultat”, fortæller Mads Boserup Lauritsen, indehaver af TagTomat, som fx har tilpasset et særligt kørestolsvenligt bed, så det passer præcis til kørestolen på dagtilbuddets mest engagerede bruger.
Udendørsaktiviteterne i det grønne område er tilpasset sådan, at husets beboere kan være med, hvis dagsformen tillader det. Nogle kan feje og flytte ting rundt, andre kan være med til at vande og putte jord i højbedene. En del af beboerne er dog så funktionsnedsatte, at de ikke er i stand til at deltage fysisk aktivt, fx ved reelt gravearbejde.
”En del er perifert deltagende, altså de kommer ud og oplever, at her er der tændt et bål, de får vind i håret, sol på kinderne – lyset og duftene er nogle andre end indenfor. Det giver dem en helhedsoplevelse. Mange profiterer virkelig af at komme ud i haven, hvor der er lidt roligere, måske færre aktiviteter og andre rarere lyde”, siger Jesper Berring.
Få en på opleveren i det fri
Som en del af projektet har TagTomat været med til havedage på Musvågevej. Det har givet personalet mulighed for at få faglig sparring og vejledning på de praktiske ting i haven, og inspiration til aktiviteter med brugerne. Afhængigt af dagsformen kan en deltagelse kræve, at personalet lokker med snacks, saft og udendørs måltider for at få folk i haven. Men når de er kommet ud, har nogle af dem været næsten umulige at drive ind igen.
”I dette projektforløb har det ikke været så vigtigt, at det grønne `lykkes´ – altså at planterne bliver store og flotte, og der er en masse at høste. Her er det vigtige at give deltagerne oplevelser – at de er med til at kaste frø ud i bedene, klippe visne blade væk, dufte til krydderurterne eller smage på bålmaden – eller måske bare, at der er noget nyt for øjet”, fortæller Julie Holm, skolehaveunderviser og projektleder i TagTomat, og forsætter:
”Det har været fantastisk at se, hvordan noget så enkelt som at være den, der holder vandslangen eller høstkurven, kan få smil frem og skabe en enorm stolthed hos brugerne. Det er samtidig vores håb, at vi har inspireret personalet på Musvågevej til at se haven som et rum og aktiv, der giver nogle helt særlige muligheder for aktiviteter sammen med beboerne.”
En have til funktionsnedsatte
Ifølge afdelingsleder Pernille Bonde Ågesen satser bo- og dagtilbuddet på, at haverne og de grønne aktiviteter også er centrale aktiviteter i de kommende år. Brugen af haven skal ses som en fast del af husets aktiviteter.
”Udelivet understøtter netop beboernes mulighed for en aktiv deltagelse i en meningsfuld hverdag. Det grønne rum muliggør fælles oplevelser og giver en følelse af sammenhæng og sammenhold”, forklarer Pernille, og forsætter:
”Haven giver mulighed for at komme ud, og den er indrettet sådan, at det er muligt at sidde – og være der – også som kørestolsbruger. Enkelte går selv derud om sommeren og kigger, flertallet kræver, at personalet opmuntrer og faciliterer opholdet eller aktiviteterne i haven. Selvom jeg ikke har midler til decideret drift af haven på mit budget, så prioriterer jeg, at vi har personale i dagtilbuddet til rådighed, som sammen med brugerne kan varetage de fleste opgaver”.
Samarbejdet forsætter i 2019, hvor aftentilbuddet også inddrages i pasningen af og aktiviteterne i stedets have, og der arbejdes videre med den fysiske udvikling af haven, så den bliver endnu nemmere at aktivere i det pædagogiske arbejde. På sigt er det drømmen at få mulighed for et bålhus og en aktiv sansehave, som står smukt og måske også indeholder noget lækkert spiseligt om efteråret.