Idéen til taghaven opstod under en grøn inspirationstur og et teambuilding-arrangement, som TagTomat planlagde for Naturstyrelsen. Da de blev lagt sammen med andre styrelser under Miljøstyrelsen/SVANA, opstod der for alvor et behov for at skabe fællesskab på tværs af afdelingerne.
Både ledelsen og medarbejderne ønskede at udnytte den klassiske tagterrasse til at etablere et grønt fællesskab, der kunne bringe de sammenbragte styrelser tættere på hinanden på en utraditionel måde. En taghave, der passes af medarbejderne. Gry Errboe, tovholder for vandingslauget fortæller:
Taghaven blev etableret i 2016 i forbindelse med en større omstrukturering i styrelsen. Ideen om at skabe en taghave på 5. sal opstod blandt medarbejderne – der ønskede grønnere omgivelser og noget positivt at samles om. Ideen om at skabe et grønt og social fælleskab i form af en taghave blev imødekommet af styrelsens direktion. Taghaven er i dag et grønt åndehul, hvor styrelsens ansatte mødes for at spise frokost, og hvor de som har lyst aktivt deltager i pasningen af planterne.
Medarbejderne har taget rigtig godt imod taghaven, som er en stor succes. Faktisk har medarbejderne taget så meget ejerskab over deres fælles taghave, at de har organiseret sig et grønt driftslaug, hvor de i fællesskab passer plantekasserne og deres indhold. Derfor viste det sig også hurtigt, at det afsatte beløb til drift blev overflødigt. Gry fortsætter:
Taghavens ”vandingslaug” tilbyder et frivilligt fælleskab, hvor grupper af medarbejdere passer taghaven på skift – og er med til at skabe nye relationer på tværs af styrelsens afdelinger og etager. For mig er taghaven et meningsfuldt og positivt projekt der skaber glæde i hverdagen.
Medarbejdere i gang med at rydde op efter etableringsworkshoppen i 2016, hvor de selv var med til at bygge og tilplante plantekasserne.
Rent praktisk forberedte TagTomat tagterrassen med bænke og plantekasser, og i den sidste fase deltog medarbejderne i en fælles workshop. Her lærte de både at plante og passe de hjemmehørende og robuste, tilpassede arter, som alle er gode for biodiversiteten.
Klimaet på tagterrassen er udfordrende, da størstedelen af den er sydvendt. Det betyder, at der er ingen skygge, at temperaturen kan blive høj, og at det blæser meget – og det sætter begrænsninger for plantevalget.
TagTomat har derfor udvalgt vindstærke planter, der kan klare lidt af hvert til taghaven – og som trives godt i sol og varme omgivelser.
Etableringen af taghaven skete i etaper, og det er en model, som TagTomat ofte anbefaler. Det betyder, at 60-80% af budgettet bruges på etableringen, og de sidste 20% gemmes til at optimere og lave eventuelle tilpasninger senere i forløbet.
Desuden har det grønne fællesskab vist sig at have en anden, men mere uventet, positiv effekt, som Mads Boserup Lauritsen (TagTomat) har lagt mærke til:
Et er, at de ansatte er super gode til selv at passe planter og plantekasser. Men det er første gang vi har været med til at skabe et fællesskab hvor ikke-rygende medarbejdere er begyndt at samle skodder op fordi de tager så meget ejerskab over et fællesskab. Så bliver det næsten ikke større i min optik.
Middelhavsbed med lavendel, timian, citrontimian, humleoregano, vild merian og rosmarin. Foto: Kirstine Kiilerich.
Plantekasserne i taghaven er tematiseret i forskellige plantekasser, og de rummer bl.a.:
Kysten: Havtorn, marehalm, mandstro, stenurt.
Det danske kystklima er forblæst og soleksponeret, og planter der trives under disse vilkår, vil også have det godt på tagterrassen.
Middelhavet: Lavendel, timian, citrontimian, humleoregano, vild merian, rosmarin.
Planter, der trives på en sydvendt klippeskråning i middelhavsområdet, tåler også masser af sol, blæst og udtørring, og de vil derfor have fine vilkår på tagterrassen.
Surbund: Blåbær, alunrod, bispehue, tyttebær.
Til det lille område på tagterrassen med bede, der vender mod nordøst, har TagTomat valgt arter, der gerne vil have lidt skygge til et surbundsbed, der rummer masser af frugt og løvfarver.
Desuden har TagTomat udvalgt tre vindstærke klatreplanter: Blåregn, rådhusvin og brombær til taghaven.