Fri fragt til pakkeshop for ordre over 300 kr. (0-2kg) - Hurtig levering 3-5 hverdage. - Hent i butikken på Jagtvej fredage kl. 9-15. - Mobilepay, kort og EAN.

Kongens Køkkenhave – en byhave i hjertet af København

En ambitiøs byhave med et simpelt koncept. En fast ugentlig havedag, 26 udendørs bede, et drivhus fra Juliana og virkelyst var ingredienserne til et fint dyrkningsfællesskab i 3 sæsoner fra 2015 til 2017.
|
Case: Kongens Køkkenhave
Ydelse: Rådgivning om design og beplantning, koncept-workshop, samdrift, etablering
Partner/kunde: Miljø- og Fødevareministeriet, Slots- og Kulturstyrelsen. Juliana Drivhuse sponserede driften i 2016-17.
Placering & årstal:  Kongens Have, København, 2015-2017

Fra maj 2015 til september 2017 lå der en lille perle af en byhave i Kongens Have i København. Her fandt store og små sammen om at dyrke grøntsager. En fast ugentlig havedag bemandet af TagTomat, 26 udendørs bede, et stort drivhus og virkelyst var ingredienserne til et fint urban gardening fællesskab, der engagerede forbipasserende, dyrkelystne borgere, skoleklasser, hobbygartnere og mange flere.

Kongens Køkkenhave – en sommerdag i 2016

Som besøgende i Kongens Køkkenhave lægger man måske ikke mærke til det ved første øjekast, og du tror måske, at køkkenhaven har ligget der i 100 år. Den sande fortælling er, at projektet startede som en lille etårig spire i foråret 2015. Og med hjælp fra mange kanter har den vokset sig større, indtil dens frø kan høstes og spredes i andre byhaver, når projektet lukker i september 2017.

Kongens Køkkenhave - Urban Gardening

Fælleshave og byhave i Kongens Køkkenhave

Du kommer der måske, fordi du bare kom forbi, har hørt om den fælles ugentlige havedag eller måske har læst om projektet på sociale medier, set et indslag i lokal-tv og radio eller noget helt femte. En af de fineste ting ved Kongens Køkkenhave er, at projektet har tydeliggjort, hvad et godt samarbejde mellem offentlige, private og frivillige organisationer kan skabe, når der tænkes ud af boksen og formuleres visionære og realistiske tanker for vores fælles uderum, og der løftes i flok når det skal etableres.

Vand skal der til – der vandes til indvielsen i maj 2015.

Da køkkenhaven blev indviet den 26. maj 2015, efter en intens arbejdsdag med mange frivillige hænder, viste det sig hurtigt, at fælleshaven kunne mere end bare blive brugt til de fælles havedage, som var planlagt en eftermiddag om ugen. Alt fra turister og skolebørn til frivillige og professionelle har brugt Køkkenhaven som et frisk pust i hverdagen og ladet sig inspirere af hvad der kan dyrkes i byen.

Ovenstående beskrivelse kunne interesserede læse i den folder om projektet, som vi lavede. I 2016 fik vi også produceret en video om Kongens Køkkenhave. Både folder og video blev betalt af Indre By Lokaludvalg.

Du kan downloade folderen som pdf ved at trykke her

 

I videoen kan du blandt andet høre en af de frivillige udtale sig om at være i Køkkenhaven sammen med hendes børn:

Den første gang jeg var her, var jeg helt høj da jeg kom hjem. Fordi vi var sammen om at være her. Det var stor kvalitetstid at være her i mandags. Så derfor er vi her igen i dag.

Vi tror, at projektets simple koncept med en ugentlig havedag, en klar fortælling om at vi dyrker i fællesskab, og at det ikke har været et succeskriterium at gå efter kvantitet, er væsentlige årsager til succesen. At vores fokus har været på at skabe gode nærværende oplevelser i køkkenhaven og fællesskaber samt grøntsager af en god kvalitet, og ladet sæsonen og de frivilliges indsats præge havens udvikling, skyldes ikke mindst vores erfaring fra andre projekter.

Og det er også den feedback, vi har fået fra de involverede i dette projekt: at det har været rart med en vis styring, men fantastisk at man kunne præge projektet ved bare at møde op og deltage.

I drivhuset fra Juliana var der i 2016 og 2017 heftig aktivitet både blandt planter og frivillige

Se øvrige blogindlæg om Kongens Køkkenhave fra juli 2015 og indvielsen i maj 2015