Afhentning fredage fra kl. 12-15 på Jagtvej 59 - Fri fragt til pakkeshop for ordre over 300 kr. (0-2kg) - Hurtig levering 1-3 hverdage. - Mobilepay, kort og EAN.

Stiklinger af indendørsplanter, pt. 1

4. oktober 2019
Som en del af udvidelsen af TagTomats indendørskoncept, KontorTomat, er vi gået i gang med at lave stiklinger af indendørsplanter. Det er sjovt, det er godt for miljøet, kommer både dig og dine nærmeste til gode, og så er det nemt. Rigtig nemt. Læs med her og bliv klogere på, hvorfor vi laver stiklinger.

Hvorfor skal man lave stiklinger?

Der kan være mange grunde til at tage stiklinger. Vi laver stiklinger hos TagTomat, primært fordi vi synes det er sjovt og livsbekræftende at opleve ting gro; at se de første spæde rødder eller mærke, at planten sidder fast i jorden, når vi forsigtigt rykker i den, og se at stiklingen gror og bliver større.

Rent praktisk kan moderplanten også ofte have godt af, at man tager stiklinger. Nogle træer vil have godt af at blive beskåret, hvis det er blevet for ’stænglet’ og langarmet. Det kan også være at din guldranke er vokset helt ned til gulvet, at du har viklet den flere gange rundt om sig selv og du bare ikke har mere plads. Frygt ej, klip i rankerne og lav nye planter til dig selv, dine naboer og dine venner.

En hjertephilodendron har udviklet luftrødder yderst på stænglen. Vi klippede enden af, og plantede stiklingen i en lille krukke med jord.

Miljøvenligt og billigt alternativ til nye planter

Langt de fleste indendørsplanter er produceret uden for Danmarks grænser i drivhuse, som skal opvarmes og transporten til Danmark er lang. Ved at dele dine yndlingsplanter med dem du holder af, sparer du altså ikke bare penge på at købe nye planter, men sparer også kloden for en klimabelastning.

Hvis du ikke lige har små potter stående, behøver du ikke fare ud og købe nye. Genbrug plastikbøtter og -bakker fra f.eks. champignoner eller en æggesalat (de fungerer glimrende, som drænbakker, hvis du sætter to af samme størrelse oveni hinanden og laver huller i den øverste) eller gamle syltetøjsglas til stængelstiklinger i vand.

Stiklinger som gaver og souvenirs

Smaragdblad kan formeres på forskellige måder. Her foregår det ved bladformering, men man kan også dele roden eller ved at sætte en stængel i vand. Den mørke smaragdblad er en favorit hos os, fordi den er anderledes og lidt sværere at få fat på, end den normale grønne.

Stiklinger kan også være en måde at dele seje, sjældne og sjove planter, som kan være svære at få fat i hos blomsterhandlere eller i plantecentre, og de har også den fordel, at de (i starten) ikke fylder så meget, og det er jo godt for folk, som kan have svært ved at begrænse plantesamlingen.

Stiklinger er geniale gaver, fordi de er nemme at have med at gøre, de er personlige og de bliver en fortælling mellem to personer, og det vil (måske) minde dig om personen, hver gang du ser på stiklingen. Kaktus- eller sukkulentstiklinger kan også være perfekte souvenirs, hvis du har udenlandske venner, som har nogle seje planter.

Vegetativ formering vs. kønnet formering

Her er en sukkulent, som laver formerer sig vegetativt. De små, nye planter er genetisk ens med moderplanten. En af stiklingerne blev til en fin souvenir fra Vietnam.

Planter formerer sig på to forskellige måder: enten ved vegetativ eller kønnet formering.

Ved en kønnet formering bliver en blomst bestøvet af pollen, og et frø begynder derefter at vokse. Derefter skal frøet spire, og man har en plante som genetisk er en blanding af de to forældreplanter. Det er historien om bien og blomsten, og kan i grove træk oversættes til hvordan mennesker får børn.

Ved vegetativ formering kloner planten sig selv, og den er så genetisk ens med moderplanten. Nogle planter laver naturligt kloner af sig selv (f.eks. jordbær eller Pilea), mens andre ikke gør det. Hvis man skal oversætte den vegetative formering til et menneske, kunne det svare til at man ud fra en arm kan lave resten af et menneske.

Hvilket planter kan man lave stiklinger af?

Man kan lave stiklinger af alle planter, men hvordan man gør det, afhænger af hvilken plante det er. Vi har for nyligt forsøgt os med tre forskellige metoder: stængelformering, bladformering og airlayering – som indtil for nyligt var ukendt for os.

Airlayering af en gummifigen. Det var et helt nyt begreb for os, så vi er meget spændte på resultatet!

Det var en kort intro til, hvorfor vi synes stiklinger er sjove og gode at lave. I næste blogindlæg om stiklinger viser vi, hvordan vi er startet på at lave stiklinger, samt giver dig en hurtig guide til, hvordan du selv kan lave stiklinger. Så, hvis du er blevet inspireret, og selv vil forsøge dig med stiklinger, skal du læse med i næste blogindlæg, eller hoppe over på vores forum, hvor vi løbende lægger nye guides op.