Afhentning fredage fra kl. 12-15 på Jagtvej 59 - Fri fragt til pakkeshop for ordre over 300 kr. (0-2kg) - Hurtig levering 1-3 hverdage. - Mobilepay, kort og EAN.

6.3 Minilandbruget Økotopen: Bæredygtighed i praksis

4. maj 2020
GROW LIKE TOMORROW: Det økologiske og regenerative jordbrug, Økotopen, bryder med konventionel landbrugsproduktion - og inspirerer til nye måder at dyrke, kommunikere og forbruge på.

Indlægget her er andet eksempel fra BogTomat #2: Grow Like Tomorrow – Vejen til fremtidens bæredygtige fødevarefællesskaber. Du kan her læse om Jes Hjort Malmberg – aka Økotopen – og hans inspirerende minilandbrug. Du kan se mere om bogprojektet på www.tagtomat.dk/glt, og du kan købe bogen i forsalg via vores crowdfundingkampagne på IDA’s hjemmeside..

Et bæredygtigt “mikrolandbrug.” Det var målet, da Jes Hjort Malmberg i 2018 sagde sit job i forsikringsbranchen op og med sin familie flyttede tilbage til sin fødegård – en gammel marskgård i Darum i Vestjylland med rødder helt tilbage til 1668.

I dag – godt 2 år senere – bor Jes og hans familie stadig 3 generationer under samme tag, og gården fungerer som et økologisk jordbrug der, med et dyrkningsareal på bare 600 m2, er både miljømæssigt og økonomisk bæredygtigt. Jes leverer i dag en lang række friske og lokalt producerede grøntsager, og alt fra radiser, rødbeder, tomater og squash til mikrogrønt og salat ender på tallerkenen hos både private og restauranter i nærområdet i og omkring Ribe og Esbjerg.

Et eksempel på fremtidens fødevareproduktion

Økotopen er med sin tilgang, produktion og kundeinteraktion en fødevareproducent, som på mange måder skubber på for og inspirerer til en ny fødevarekultur – en kultur, hvor det lokale, bæredygtigheden, og det direkte møde med kunderne, er i fokus.

Det er en tilgang, som står i stor kontrast til store dele af vores nuværende fødevarekultur, der stadig i høj grad er præget af storskala, effektivisering og globalisering – en produktionsform, som på mange måder ikke er bæredygtig hverken i forhold til naturen, miljøet eller os forbrugere, som i dag, for langt de flestes vedkommende, er fuldstændig afkoblet fra selve produktionen af den mad, vi putter på tallerkenen.

Økotopens grøntsager sælges både via lokale markeder, direkte bestillinger på sociale medier og andre lokale fødevarevirksomheder samt egen webshop. Det giver mulighed for at få kunderne tættere på selve produktionen og give dem en bedre forståelse for, hvilke råvarer de putter i kurven.

Økotopen er en en del af den “regenerative jordbrugsbevægelse” og Jes håber at han med sin åbenhed og ærlighed kan inspirere andre til at følge hans vej som selvstændig.

Vi skal passe på jorden

Jorden omkring marskgården har i mere end 30 år været dyrket uden brug af pesticider og kunstgødning – og det har Jes Hjort fortsat med. Han arbejder ud fra grundtanken om, at hvis jorden skal blive ved med at give sunde, friske og smagfulde grøntsager, skal den behandles godt – og at det kræver en langsigtet tilgang til afkast, frem for kun at sigte efter et højt udbytte de næste 1, 3, 5 eller 10 år.

I praksis betyder det, at Økotopens jord kun bliver tilført gødning i form af 100% økologisk kompost. Derudover er der, i og med at Økotopen stadig er et ungt landbrug, meget fokus på eksperimenter, udvikling og etablering – både i forhold til dyrkningsmetoder og hvilke typer af grøntsager, der kan dyrkes.

En del af den proces er også at forsøge at inspirere andre til at gå samme vej og dele erfaringer og viden omkring, hvordan det kan gøres på bedste og mest effektive vis. Derfor sender Jes Hjort løbende videoer, opslag og guides ud med tips og tricks om alt lige fra at lave sin egen kompost til, hvordan man laver miljøvenlig emballage og dyrker mikrogrønt.

Du finder Økotopen på www.okotopen.dk og Jes kan også følges på Instagram med @okotopen.dk samt youtube.

Artiklens forfatter: Anna Fenger Schefte
Redaktion: Julie Holm og Mads Boserup Lauritsen

 

Økotopen – mød Jes
Hvordan opstod idéen? Og hvordan tog du springet?
Idéen opstod på baggrund af et brændende ønske om at skabe en lettere adgang til sundere fødevarer. Jeg er dybt fascineret af, hvordan man i andre lande lever af at dyrke det stykke jord, man har bosat sig på, tager på markedet om lørdagen og sælger ugens høst, kører hjem og lever et liv omgivet af familien med kontrol over sin egen tid.Springet blev taget fra den ene dag til den anden, og sådan foregår en forandring ofte. Vi satte os selv i en situation, hvor vi ikke behøvede at tjene en masse penge fra starten, ved at sælge ud af de ting, der holdte os nede: Hus, bil, møbler – ja alt blev vendt og drejet. Når der ikke ligger og venter en stor regning på dig hver måned, vil det afspejle sig i den måde, du handler og tænker på, og så er det meget lettere at komme derhen, hvor du gerne vil være.
Den største udfordring?
Samme år, som jeg startede Økotopen, fik vi vores tredje søn. De to mindste blev passet hjemme, og derfor var der i starten også behov for at sørge for en god prioritering derhjemme. Det var svært at være 100% begge steder, men jeg var ret afklaret med at ukrudtet fik lov til at tage over i grøntsagerne. Samtidig sprang jeg ud i at dyrke grøntsager med nul erfaring bag mig. Den udfordring har der været fra første dag, og er der i skrivende stund stadig, men det går ikke desto mindre godt fremad.
Den største læring?
Den største læring har været erkendelsen af at intet er perfekt, og at 80% er lige så godt som 100%. En kæmpe læring for mig var også at tage 100% ansvar for alt, hvad der sker i min virksomhed. ALT der går galt, er min skyld, og ALT der går godt, er min skyld.
Den næststørste fejl?
Når man starter ud med ingen erfaring, er man nødt til at gøre sig en masse erfaringer – og dem kan man altså ikke læse sig til.
Det næste skridt?
At gøre mere af det, jeg gør i dag – prøve en masse idéer af, og tænke nye veje inden for mit erhverv. Jeg vil altid sørge for, at jeg er i bevægelse og aldrig står stille.
Vigtigste budskab:
Sørg for guds (og din egen) skyld for at lave noget, der gør dig glad og giver dig et smil på læben hver eneste morgen. Hvis du ikke kan finde rundt i, om det er fredag eller mandag om morgenen, når du står op, så er det fordi, du laver noget, du holder af.