Hent din webshopordre fredage kl. 12-15 på Jagtvej 59 - Fri fragt til pakkeshop for ordre over 300 kr. (0-2kg) - Vi sender pakker 2-3 gange om ugen. - Mobilepay, kort og EAN.

Jobopslag: Vi søger en grøn gartner til drift i byen (vikariat fra feb/marts 2019)

15. november 2018
TagTomat søger en grøn anlægsgartner, der kan varetage drift i byens baggårde og øvrige byrum mv. i sæsonen 2019. Du er enten faglært eller har tillært erhvervserfaring inden for det grønne.

Vi har i de seneste år fået flere og flere drifts- og anlægsopgaver i byens grønne rum, og da en af vores fastansatte holder et halvt års orlov, har vi brug for en vikar. Du er målrettet, ansvarsbevidst og kan kan varetage grønne driftsopgaver selvstændigt ud fra et allerede planlagt årshjul. Vi udfører alsidig grøn drift (hæk, plæne, beskæring, omplantning, lugning, vanding mm.) i hele København, og dette vil, sammen med tilplantningsopgaver i sæsonen, være din primære ansættelse.

TagTomat er en virksomhed med fokus på grønne fællesskaber i hverdagen, og det forventes, at du sætter en ære i at være medskabende på byens grønne byrum, så vi sammen får gjort vores by lidt mere spraglet at cykle igennem. Uanset om det er den store beplantning på et gadehjørne eller en tagterasse eller den lille blomsterkrukke på Hr. Hansens altan.

Du kan forvente en travl, alsidig og ikke mindst oplevelsesrig arbejdsdag, hvor du og dine kollegaer tager ansvar for at løse opgaver i fællesskab, når omstændighederne kræver det. Der er højt til loftet i TagTomat, og en gensidig forståelse for at virksomheden, trods sin lille størrelse, har et væld af forskellige arbejdsområder.

En del af de fysiske drifts- og anlægsopgaver udfører du alene, og det forventes, at du har en ubesværet kommunikation med mange forskellige slags mennesker, uanset om det er eksisterende, kommende eller tidligere kunder og samarbejdspartnere.

Du er driftssikker og mødestabil og har et godt overblik med sans for detaljer og helheder. Du gør en dyd ud af at gøre ting færdige og være grundig samtidig med at tidsplaner og budgetter holdes.

En del af dit arbejde vil også bestå af at sammensætte planteplaner ud fra vores eksisterende plantekatalog, udføre tilplantninger samt rådgive omkring plantevalg internt i TagTomat og til vores kunder. Vi forventer du har viden om og interesse for bynatur, og måske kender du til spændende vilde og hjemmehørende planter og deres rolle i byen?

TagTomat har produktion af byrumsinventar og plantekasser på eget værksted i Nordvest, og samarbejder med en bred vifte af danske leverandører på jord og planter. Såfremt du har færdighederne til det, vil du også indgå i vores produktionslinje, når behovet opstår.

Det er en fordel, men ikke et must, hvis du har mod på at afholde kurser mm. i eksempelvis dyrkning på altaner, i baggårde og i byhaver.

Hvis du kan se sig selv i ovenstående, håber vi, at du vil søge stillingen.

Venlig hilsen – på vegne af Team TagTomat

Mads Boserup Lauritsen
Grundlægger og indehaver af TagTomat.

Installering og tilplantning på kundes altan.

Tilplantningsworkshop med beboere i Baldersgården.

Kvalifikationer:
Du har arbejdserfaring som grøn driftsgartner eller mangeårig erhvervserfaring inden for grøn drift af biodiverse beplantninger. Du kan drifte på forskellige niveauer afhængig af kundens ønsker, og du er selvstændig og ansvarlig for at overholde budgetter og aftaler.

Bæredygtig drift og samarbejde med alle:
Vi samarbejder med alle, uanset politisk observans, køn, alder og etnicitet, og vi drifter og anlægger uden brug af kunstgødning samt herbi-, fungi- eller pesticider.

Varighed:
Februar/marts 2019 til og med august 2019 – med mulighed for forlængelse.

Arbejdssted:

Vores base er på Nørrebro – Jagtvej 59, og vi har arbejdsopgaver i hele København. Og af og til i hele Danmark.

Løn, arbejdstid og Dansk Industri:

Din løn følger lønrammen i virksomheden, og den forventede arbejdstid er 30-37 timer pr uge.

Som udgangspunkt arbejdes der i dagtid fra 8-17, der kan dog forekomme enkelte aften- og weekendarrangementer i forbindelse med udstillinger og kurser afviklet af TagTomat.

Du skal af og til assistere ved salg i vores showroom på Jagtvej 59. Dette kan være enkelte lørdage fra kl. 10-15.

TagTomat er associeret medlem af Dansk Industri.

Transportmidler:

Det er en forudsætning, at du har kørekort til personbil, og at du har køreerfaring i byen. Vi har en lille lastbil, som du skal bruge under større driftsopgaver hos vores kunder. Den daglige transport foregår på vores budcykler, som kan lastes med op til 125 kg. last.

Projekter i 2019:

Udover driftsopgaver i diverse baggårde, ved restauranter og i et enkelt ministerium ved vi på nuværende tidspunkt, at vi i 2019 skal lave fælleshaver m.m. for Københavns Kommune samt showhave til CPH Garden 2019 for Haveselskabet i juni måned. Du vil indgå i et varierende omfang i begge projekter, især i anlægget af showhaven som foregår medio-ultimo juni 2019.

Rygepolitik:

Rygning er en privatsag. Hos TagTomat foregår evt. rygning i pauser, udendørs, og ikke når vi er på kundebesøg.

Afvikling af ferie og fridage:
I sæsonen (dvs. fra april til august) kan det ikke forventes at afholde længere sammenhængende ferier / forlængede weekender – udover i juli måned, hvor der skal afholdes 3 ugers ferie, evt. en fjerde uge som afspadsering.

Jobansøgning

Ansøgning og CV sendes som pdf til info@tagtomat.dk,
Emne: “Jobansøgning – Gartner”.

Bemærk at ansøgninger gemmes på vores mailserver i 2 måneder fra de er sendt ind, hvorefter de slettes fra mailserveren.

Jobsamtale og mere info:

Du kan danne dig et billede af vores firma ved at kigge vores forskellige blogindlæg igennem på www.tagtomat.dk.

Vi afholder jobsamtaler løbende fra primo december, og stiler efter at have underskrevet kontrakt inden udgangen af 2018.

Du kan kontakte Mads Boserup Lauritsen på tlf 4257 6273, for uddybende info på jobopslaget.

 

Forskellige samplantninger i fortovshave. Fotograf Kristine Kiilerich.

Showroom og kontor på Jagtvej.