Afhentning fredage fra kl. 12-15 på Jagtvej 59 - Fri fragt til pakkeshop for ordre over 300 kr. (0-2kg) - Hurtig levering 1-3 hverdage. - Mobilepay, kort og EAN.

Jobopslag – ny ungarbejder

25. oktober 2023
Er du glad for rengøring og vil du være en del af en ”grøn biks”? Så se nærmere her. Vi mangler nemlig en ny ungarbejder (på 15-17 år) til at hjælpe i vores lokaler på Jagtvej 59 (Nørrebro).

Vi mangler en ungarbejder, som kan arbejde to-tre dage om ugen (4-6 timer i alt) efter skole. Opgaverne vil primært være rengøring og oprydning af vores lokaler og afhentning af de mælkekartoner, vi upcycler til vores SvampeBox, men måske også andre ting. Er du fx fingernem, kan du være med til at skabe vores små produkter til webshoppen.

Vi forestiller os, at du som vores nye kollega:

• Er mellem 15-17 år, og kan være hos os i mere end et år.

• Er ansvarsfuld og pligtopfyldende. Du har fx ikke svært ved at møde til tiden.

• Kan arbejde selvstændigt, og har ikke noget imod at være alene på arbejde (da du møder efter skole, vil vi andre ofte nå at gå hjem før du er færdig).

• Er glad for og gerne god til rengøring. Det er okay, hvis du ikke har den store erfaring, men du skal fx ikke være bange for at fjerne edderkopper.

• Har lyst til at være en del af et firma, som arbejder for at skabe grønne fællesskaber.

Hvis du kan nikke genkendende til dette, så send en mail til info@tagtomat.dk med et par linjer om dig selv og dit tlf-nummer. Skriv ”Ny ungarbejder” i emnefeltet.
Ansættelsen starter hurtigst muligt, og vi afholder løbende samtaler. Så tøv ikke med at kontakte os.

Arbejdssted: TagTomats showroom og kontor, Jagtvej 59, 2200 København N

Lidt om os i TagTomat:

Du bliver en del af et team, som består af en anden ungarbejder, et par studentermedhjælpere og en lille håndfuld fuldtidsansatte, som alle brænder for at skabe en grønnere verden med plads til fællesskab og natur i byens rum. Vi lever primært af at lave forskellige projekter, og især om foråret er vi ofte at finde rundt omkring i byen. Dertil har vi en webshop, som sælger forskellige produkter til dyrkning af grøntsager og svampe – alt fra frøposer til store plantekasser, og i november og december holder vi juleåbent i vores fysiske butik.
Selvom vi til tider har travlt, hjælper vi hinanden, ingen er ”for højt i hierarkiet til at lave kaffe” og som ungarbejder vil du være en vigtig del af at få det hele til at løbe rundt.

Vi glæder os til at høre fra dig.
Mads & Team TagTomat