Hent din webshopordre i butikkens åbningstid på Jagtvej 59 - Fri fragt til pakkeshop for ordre over 500 kr. (0-2kg) - Vi sender pakker tirsdag og fredag. - Mobilepay, kort og EAN.

Jobopslag: Vi søger 1-2 friske ungarbejdere til rengøring, produktion og grønne opgaver

29. juni 2026
Leder du efter et grønt og alsidigt fritidsjob efter skole? Har du øje for detaljer, og sætter du en ære i at holde tingene pæne og rene? Så er det måske dig, der skal være en af vores nye ungarbejdere på Jagtvej på Nørrebro!

Vi søger 1-2 friske og grundige ungarbejdere (du skal være mellem 13-17 år) til at hjælpe os med at holde vores kontor flot og rart, og som samtidig vil være med i vores produktion af vores små produkter.

Dine arbejdsopgaver vil være:

• Gøre vores base på Jagtvej 59 hyggelig og ren: Du står for den ugentlige rengøring af vores kontor og showroom, så her altid er rart at være for både os og vores gæster (støvsugning, gulvvask, tørre flader af og holde orden). Det kan også indebære at fjerne skrald og vande vores plantekasser, så showroomet også står skarpt udenfor.

• Produktion af små, grønne produkter: Du bliver en vigtig del af vores produktionsteam. Du skal blandt andet pakke frøposer, trille frøbomber og pakke dyrkningskits til svampedyrkning.

• Hente og vaske mælkekartoner: Vores Svampebokse er cirkulære, så en vigtig opgave bliver at hente brugte mælkekartoner og sørge for, at de bliver vasket grundigt og gjort klar til produktionen.

• Hvis du er fyldt 15 år: Kan opgaverne også indebære udbringning af mindre pakker i nærområdet på vores budcykler, samt at pakke mycelium på vores lille, seje maskine (som vi kalder Svampebob).

Hvem er du?

• Du er fyldt 13 år og vil gerne arbejde et sted, hvor du er med til at skabe en grønnere by.

• Du sætter en dyd i rengøring og kan se, hvornår der trænger til at blive tørret støv af, svinget en støvsuger eller fjernet edderkoppespind.

• Du er omhyggelig og har tålmodighed og øje for detaljen, når der skal pakkes frø eller vaskes mælkekartoner, så tingene altid ser super flotte ud.

• Du er mødestabil, ansvarsfuld og kan sætte dig selv i gang med opgaver, (når du er blevet indkørt selvfølgelig).

Vi tilbyder:

• Et hyggeligt og uformelt fritidsjob i en grøn virksomhed på Nørrebro.

• Gode kollegaer, der glæder sig til at tage imod dig og lære dig op i dit eget tempo.

• Faste opgaver, men også variation, så det aldrig bliver kedeligt.

Praktisk information:

Arbejdstid: Ca. 4-5 timer om ugen pr. person – fordelt på to eftermiddage om ugen (ugedagene aftaler vi, så det passer ind med dine lektier og fritid). Eventuelt med flere timer i weekenden i travle perioder, hvis du har mod på det.

Arbejdssted: Vores kontor og showroom på Jagtvej 59, 2200 København N.

Opstart: I slutningen af august / start september (vi afholder samtaler i løbet af august).

Ansøgningsfrist: 7. august 2026. Send en kort ansøgning, hvor du fortæller lidt om dig selv til info@tagtomat.dk. Skriv ”Ungarbejder 2026” i emnefeltet.

Vi glæder os til at læse din ansøgning.
Grøn Front!
Team TAGTOMAT