Afhentning fredage fra kl. 12-15 på Jagtvej 59 - Fri fragt til pakkeshop for ordre over 300 kr. (0-2kg) - Hurtig levering 1-3 hverdage. - Mobilepay, kort og EAN.

Ansvars kokke henter inspiration og urter fra spiselig taghave

På Restaurant Ansvar - Greenery Lab er grøn gastronomi i højsædet, og de går ikke på kompromis med smag, kvalitet eller kreativitet. I en stor spiselig taghave à la TAGTOMAT kan restaurantens kokke og øvrige personale få alt fra gode idéer til friskt grønt og sommerblomster.
Case: Scandic Spectrum – spiselig taghave
Ydelse: Design og etablering samt årligt eftersyn
Partner/kunde: Scandic Spectrum, Restaurant Ansvar – Greenery Lab
Placering & årstal: Kalvebod Brygge 10, 1560 København – 2022

På toppen af Scandic Spectrum Hotel på Kalvebod Brygge gemmer sig Restaurant Ansvar – Greenery Lab. Her handler det om at udforske og udfordre grøn gastronomi med økologiske, biodynamiske og lokale råvarer. På det ultralokale plan serverer Ansvar hver dag retter kreeret med hjælp fra deres smagfulde taghave à la TAGTOMAT.

Haven er både en køkkenhave og et inspirerende grønt rum, der indbyder til forundring og fordybelse.

Grønt samarbejde bliver ved med at give

Den spiselige taghave er designet i samarbejde med restaurantens chefkok, Martin Sørensen. Restaurant- og barpersonalet ønskede sig en have med urter, grønt og sommerblomster, så der altid er mulighed for at tilføre anretninger og drinks mest mulig sæsonpræget smag og visualitet. Og de oplever, at haven byder ind uanset sæson.

“Hvis du nærer naturen gennem hele året, vil den altid give tilbage, selv i de koldeste perioder. Ved udgangen af november kan vi stadig finde blomster og krydderurter i vores have.”
Martin Sørensen, køkkenchef for Restaurant Ansvar

Taghaven består af 27 af TAGTOMATs signatur-plantekasser i lærketræ med upcyclede, selvvandende plantekasser. Bedene er i flere forskellige størrelser og formater, med og uden espalier, og alle er udelukkende beplantet med spiseligt grønt og blomster.

Restaurantens personale og besøgende kan gå på opdagelse i eller bare slappe af mellem blandt andet engsyre, korsknap, sødskærm, tallerkensmækker, syren, havtorn og et hav af spiselige sommerblomster.

Frodigt uderum – nemt at drifte

TAGTOMATs løsning på en spiselig taghave er ikke kun smuk, men praktisk og tidsbesparende. Plantekasserne har selvvandingssystem, der kun skal fyldes hver 2.-3. uge, så pasning kræver mindst mulige ressourcer for personalet, og planterne står grønne og frodige, selv når der er travlt i restauranten.

Udover at være spiselig have og lounge-område for restauranten og baren fungerer taghaven også som grønt rum for Scandic Spectrums hotelgæster, hvor en drink med urter fra taghaven kan nydes i afslappende, frodige omgivelser.

Inspiration til spiselige bede

Herunder er eksempler på fire spiselige bede fra Scandics taghave med planter, der trives i både solrige og mere skyggefulde områder. I bedene er der som supplement sået frø af forskellige spiselige sommerblomster, såsom kronokseøje, morgenfrue, kornblomst og stolt kavaler.

Bed 1 – Skygge / halvskygge
Alunrod (rød)
Løvefod
Daglilje
Korsknap

Bed 2 – Skygge / halvskygge
Hosta
Prydløg
Sødskærm
Kvæsurt

Bed 3 – Sol / halvskygge
Ribs
Amarant
Bredbladet persille
Salvie
Tagetes
Tallerkensmækker

Bed 4 – Sol / halvskygge – med espalier
Akebia
Stokrose
Alunrod (grøn + rød)
Tallerkensmækker