Den grønne væg som rumdeler og grønt hjemmekontor
Det er ikke kun på store arbejdspladser, kontorer og i vores showroom på Jagtvej, at en plantevæg fungerer godt. Hjemme hos Julie, her fra TagTomat, fungerer en mini-version af plantevæggen som rumskaber og æstetisk kontormiljø – hvilket især har været godt her under corona, hvor hjemmearbejdet har fået en ny betydning.
Da Julie, hendes mand Emil og deres søn flyttede til den 3-værelses lejlighed, de stadig bor i, så de deres snit til endelig at få skabt et fedt hjemmekontor. Lejlighedens køkkenrum er langt og smalt med alt inventar placeret i den ene ende. I stedet for at bruge enden af køkkenet til spiseplads, som mange andre i boligforeningen har valgt, udnyttes pladsen til et hjemmekontor, og her spiller plantevæggen en essentiel rolle.
“Det var ret vigtigt for os at skabe en tydelig forskel mellem den del af rummet, som er decideret køkken, og kontoret. Farveopdeling af væggen og en stor plante løste det i den ene side, og plantevæggen på den modsatte væg samlede kontorrummet helt perfekt,” fortæller Julie.
Samtidig er indendørsplanterne med til at skabe sammenhæng mellem altanen, som ligger med en stor foldedør for enden af køkken/kontorrummet, og resten af lejligheden. Plantevæggen trækker, så at sige, altanen helt ind i køkkenet.
Plug’n’play løsning – skræddersy din plantevæg
En af fordelene ved plantevæggen er det “plug’n’play-design”, som den er opbygget af. Den består af vores KøkkenKasser, som kan hænges på en plantestige eller direkte på væggen. Det betyder, at du har frihed til selv at bestemme, hvor mange plantekasser der skal være, hvilket areal plantevæggen skal fylde, hvor de skal hænge osv., og du kan altid udbygge plantevæggen ved at tilføje flere stiger og plantekasser. Det er kun fantasien, som sætter grænser.
I tilfældet her, var standardstigerne en anelse for lange, og de blev derfor forkortede, så der var plads til radiatoren nedenunder. Og det fungerer fint med radiatoren, så længe planterne bliver bestøvet i vinterhalvåret, når radiatoren er tændt og luften bliver lidt tør.
Det rigtige plantevalg
Planterne blev valgt ud fra et ønske om at skabe en indendørs jungle med spræl i. Da Julie til dagligt arbejder mest med formidling om svampe og skolehaver, og ikke så meget med indendørsplanter, fik hun og Emil rådgivning af Nanna, der i mange år har arbejdet med de grønne plantevægge i produktserien “KontorTomat”:
“Vi valgte planter med farverige, spændende og forskellige bladfarver og -teksturer, samt en masse hængeplanter, som vokser ud over plantekasserne og skaber et frodigt udtryk. Samtidig kombinerede vi hængeplanter med en hurtig vækst, så væggen forholdsvis hurtigt fik sit junglelook, med oprette planter med langsommere vækst, men som kan give højde”.
Der har altså været fokus på planternes blade, og ikke blomsterne, hvilket giver et æstetisk look og en flot væg året rundt. “… og det betyder bare, at man bliver så meget mere glad, når man pludselig opdager en lille lilla blomst midt i det grønne!”, siger Julie.
Minimum arbejde giver maksimal fornøjelse
Plantekasserne er lavet med et smart og effektivt selvvandingssystem, som gør at man ikke behøver at have grønne fingre for at passe den. Som Emil fortæller:
“Når der er fuld knald på i en til tider rigtig travlt hverdag, og vi glemmer at vande, er det meget tydeligt at plantevæggen klarer sig selv. Mens de planter, vi har i potter i resten af lejligheden, tørrer lidt ud og får brune blade, fordi de har det stramt, trives planterne i plantevæggen så fint. Så bliver det altså ikke nemmere.”
Plantevæggen skal optimalt vandes cirka hver tredje uge, og hvis du rigtigt vil forkæle dine planter, kan du forstøve dem med lunt vand indimellem for at øge luftfugtigheden (eller du kan vælge at tørre dit vasketøj i nærheden) – tænk på at planterne naturligt vokser, hvor der er varmt og fugtigt. Ellers passer planterne sig selv, og suger det vand fra vandreservoiret i bunden, som de har brug for. Du kan også, som Julie og Emil, lade de visne blade blive liggende og formulde i plantekasserne – så virker plantevæggen nærmest som et selvstændigt økosystem.
Er du fristet?
Vi kan også hjælpe dig med at skræddersy en plantevæg, så den passer til dig, dit hjem og dine behov, kan du kigge nærmere på vores side om plantevægge her eller kontorbeplantning her.
Vi kan levere i hele landet, men faste driftsaftaler kan vi kun tilbyde i nærheden af vores hovedkontor på Nørrebro i København. Vi kan uddanne jer i at passe jeres egen plantevæg, og kommer gerne med et uforpligtende tilbud på en skræddersyet plantevæg til jeres kontor, dagligstue eller fællesarealer på arbejdspladsen eller i hjemmet.