Hent din webshopordre fredage kl. 12-15 på Jagtvej 59 - Fri fragt til pakkeshop for ordre over 300 kr. (0-2kg) - Vi sender pakker 2-3 gange om ugen. - Mobilepay, kort og EAN.

Tomater à la TagTomat

I TagTomat elsker vi (sjovt nok) tomater! Derfor arbejder vi løbende på at udvide vores sortiment med spændende sorter, som kan lidt af hvert og passer til de forskellige voksesteder, du finder i byen. På siden her kan du læse mere om vores tomatkollektion. Se fx hvor mange sorter, vi har, bliv klogere på hvordan du forspirer dine tomatfrø, og lær om hvordan vi pakker frøene.

Forspiring fra februar - medio april

Du kan gå i gang med at forspire dine tomatfrø allerede i februar, men skulle du være lidt senere på den, kan du også nå det frem til midten af april. Vi foretrækker faktisk selv at vente til omkring midt marts med forspiring af tomater, hvor dagene er blevet længere, så dine tomater ikke bliver ranglede.

Fyld dine potter/spirebakker med så- og priklemuld og vand jorden så den er fugtig, men ikke for våd. Det er vigtigt, at der er hul i bunden af dine potter, så vandet kan løbe fra. Læg et frø eller to i hver potte og dæk med ca. 0,5 cm så- og priklemuld og vand forsigtigt, fx bare med en forstøver. Stil dem lunt - optimalt ved 22-27℃, fx i vindueskarmen over en radiator eller på et gulv med gulvvarme.

Se alle vores tomatfrø her:

Årets sidste høst af to kasser tomater|||

Tomatfrø fra familiegård i Kroatien

Vi har længe været på jagt efter flere sjove, anderledes og mere sjældne tomatsorter, og har nu startet et samarbejde med Croatian Seeds Store. Det er en lille familiedrevet gård i Kroatien, som dyrker et hav af mere sjældne og usædvanlige tomater. Det lille firma er ikke økologisk certificeret, men hele deres familielandbrug er drevet med omtanke for natur og miljø og med fokus på at bevare gamle sorter. Tomaterne er dyrket udelukkende med kogødning – uden kunstgødning og GMO – og der bruges mikrobiologiske organiske præparater for at beskytte planterne mod sygdomme.

Når frøene er spiret

Efter ca. 4-10 dage er dine frø spiret. Stil spirene i en lys vindueskarm, og hold jorden fugtig. Ompot løbende når planterne vokser sig større og du kan se rødderne i bunden af potten – gå langsomt op i pottestørrelse, og vand med gødningsvand undervejs. Plant gerne dybt op til de første blade. Så vil planten udvikle birødder på hovedstammen og blive mere robust.

|||||||||||||

Udbytte og spiringsprocent

Vi sælger kvalitetsfrø med høj spiringsprocent, typisk 80-100%, så du er sikret at langt de fleste af frøene bliver til gode planter. Vi har derfor tilpasset mængden af frø, så du kan være velforsynet. Erfaringen siger os at én plante typisk giver 3-4 kg tomater – naturligvis afhængig af sort og vækstbetingelser.
Det bedste Tomat-år havde Mads i 2012 hvor der blev dyrket 30 tomatplanter i den fælles Taghave. Det resulterede i en høst på ca. 3000 tomater til stor glæde for baggårdens børn og voksne.

 

 

Pakket på Nørrebro i udvalgt emballage

Alle vores frø er pakket på vores smukke poser i vores lokaler på Jagtvej 59 på Nørrebro. Nogle gange sætter vi vores gamle frøpakkemaskiner fra 1895, Frøken Bertha og Benny, i sving, andre gange pakker vi i hånden med hjælp fra lidt nyere teknologi.

Illustrationer på vores frøposer er håndtegnede af Anna Viskinde, også kendt som “En Tegneblok” og indehaver af det kreative workspace Loggia. Vi har valgt den håndtegnede ilustration fremfor et foto, da vi gerne vil skabe smukke og inspirerende frøposer, som du bliver glad i låget af at kigge på. Selve posen er fremstillet af genbrugspapir.

På bagsiden af posen finder du en række piktogrammer og en simpel dyrkningsvejledning. Har du brug for mere viden, scanner du blot QR-koden – så leder den dig ind på vores hjemmeside, hvor du finder en udvidet dyrkningsvejledning for de konkrete frø.

Vidste du at…

TagTomat startede selv som et privat projekt med at dyrke tomater i selvvandende plantekasser på taget af et skraldeskur i Mads’ baggård. Herfra voksede det til et fællesskab og sidenhen et firma. Men navnet hang ved, så vi hedder stadig TagTomat – selvom vi nu også laver meget andet end at dyrke tomater på taget.