Der findes et hav af forskellige tomatsorter derude, og der findes rigtig mange gode af slagsen. Alle med forskellige smage, brugsegenskaber, former og dyrkningskrav.
Nogle trives bedre i drivhus og andre bedst på friland. De kan have meget forskellige vækstformer og stiller derfor forskellige krav til pladsen, hvor de gerne vil vokse, og hvor meget omsorg de skal have undervejs. Nogle er bedst at spise rå og andre tilberedt.
Så ja, det kan virke lidt svært at vælge, hvilke tomatsorter du skal dyrke.
Men frygt ikke, TAGTOMAT er her til at guide dig på vej!
Her er en lille introduktion til nogle af vores nye stjerner – og et par af vores bedste gengangere. De sjove små, de meget smukke og de virkelig smagfulde sorter
De sjove små tomater
Hvis du ligesom os bor inde i byen, og gerne vil dyrke tomater uden at have ret meget plads, så er der masser af muligheder.
Vi har lige fået flere spændende dværgtomatsorter i webshoppen. De er så små, at de nemt kan vokse i krukker og kasser – nogle endda så små, at de kan bo i din vindueskarm.
Det kan også være, at du ikke synes, der er plads til nye sorter til dit drivhus eller have.
Fortvivl ej! Flere af disse sorter kan nemlig også vokse i hængekrukker og fylde flot i dit drivhusloft, dine træer i haven eller på tagterrassen.
Og hvis du er en af dem, der ikke er vild med at knibe sideskud af dine tomater, så er disse dværgtomater også til dig – de vil nemlig IKKE knibes.
De helt bittesmå til altankassen og hængepotter
Disse allermindste busksorter trives selv i en lille hængepotte eller altankasse, da de kun bliver omkring 20-50 cm høje. Derfor er de oplagte for dig, der vil dyrke i vindueskarmen, på altanen eller hængende i fx drivhuset eller på terrassen. De skal som regel heller ikke ‘knibes’ (have fjernet sideskud).
Vi har fx dværgtomaten Arla og mikrodværgtomaten Blaue Zimmertomate.
Lidt større dværgsorter til dyrkning i krukker
Hvis du har plads til en lidt større krukke eller plantekasse, kan du dyrke disse lidt større dværgtomater, der stadig trives på trang plads. Blandt disse finder du bøf-, blomme- og cherrytomater i flotte farver og former, og som smager fremragende. Dværgsorterne bliver omkring 60-100 cm i krukker og skal ikke knibes (have fjernet sideskud).
Det kan være sorter som mikrodværgtomaten Dark Stripe, bøftomaten Heart of Ashgabad og dværgtomaten Firebird’s Feather.
De meget flotte tomater
Vi synes selvfølgelig, at alle (vores) tomater er både smagfulde og rigtig pæne, og vi elsker dem alle lige! Men nogle er altså bare så smukke, at vi godt kan fremhæve dem lidt, uden de andre sorter tager det nært.
Så hvis du søger nogle tomater, der er en decideret fryd for øjet både på ranken og tallerkenen, er her et udpluk af dem, vi synes er allerflottest:
Det smukke farvespil: Dark Galaxy, Atomic Fusion og Alice’s Dream
Her får du tomater med knald på farverne. Sorte, gule, flerfarvede – endog nogle der ser ud til at være bemalede med små stjernehimler. Fra frugtkød til skind er der virkelig noget anderledes at komme efter med disse sorter. Og vi har mange flere tomater med specielle farvespil i shoppen.
De sjove former: Hjerter, rifler og dråber
Udover at tomaterne kan skille sig ud på deres forskellige farvespil, så har vi også et udvalg af tomater med sjove og skæve former, der fx hænger og ligner dråber eller hjerter på planterne.
Du finder her Sgt. Pepper’s, Crushed Heart og Berkeley Tie Dye Heart.
Og så er der også dem, der er dækket med de fineste rifler, som Zapotec Ananas Ribbed og Summer Cider Apricot.
Eller de dråbeformede som Belle Coeur, Jolie Coeur og den kæmpestore Boar’s Tooth.
Hvis du ikke selv kan bestemme dig for, hvilke sorter skal pryde netop din have og pynte på middagsbordet, så har vi lavet denne FrøBox med de mest ’crazy’ flotte tomater i et hav af former og farver: The Crazy Ones
De ekstra smagfulde tomater
I sidste ende skal tomaterne jo spises! Her er et udvalg af de særligt smagsrige med forskellige egenskaber i køkkenet – dem der er særligt gode at snacke direkte fra ranken, de der er super i salater, dem der giver tomatsaucen en dyb smag og de hårdføre, der kan grilles, udhules, fyldes og bages i ovnen.
Hvis du vil have opskriften – og frøene – til den ultimative tomatsalat, har vi lavet denne FrøBox med smagfulde tomater og urter: TomatSalat
Snack- og salattomater
Prøv fx Artisan Green Tiger, Sunrise Bumblebee eller Dancing with Smurfs til din salat eller som snack. Disse mest lækre snacktomater egner sig godt også rigtig godt til salater – det kendetegner dem alle, at de har en dejlig balance mellem sødme og syre. Snacktomaterne er ofte særligt populære hos børnene, der elsker at hapse dem direkte fra planten.
Skæretomater med yndigt indre
Frugtkødet på disse smukke tomater har et særligt flot farvespil, der pynter på enhver tallerken. De er oplagte at skære i fine skiver til tomatsalaten eller på en tomatmad. Deres størrelse gør dem samtidig virkelig gode til sandwiches – eller måske paneret som “bøf” i en sommerburger.
Tomater til tomatsaucen
Er der noget mere klassisk “tomat” end tomatsaucen fra de italienske himmelstrøg? Næppe. Og disse fire sorter er alle så tætpakkede med klassisk, kraftig og sød tomatsmag, at de er nogle af de allerbedste tomater at lave sauce af – om det er til din pizza eller din pasta. Nogle så smagfulde tomater kan naturligvis også bruges i alt fra tomatmadder og salater til bruschetta og tærter.
Hjælp til tomater med TAGTOMAT
Nu har du fået en kort introduktion til vores kollektion af tomatfrø anno 2024. Vi er meget stolte af den, og vi håber, du har lyst til at hoppe med på vores tomateventyr i år.
Mangler du inspiration, viden eller vejledning – eller selvvandende plantekasser og indretning af dit grønne rum – så er vi her for at hjælpe dig med kurser, gratis downloads og masser af god grøn energi!
Vi håber, du er blevet lidt mere afklaret på, hvilke tomatsorter du kunne tænke dig at dyrke i år. Hvis du er en af de hurtige, der allerede har planlagt årets tomater, kan de ovenstående jo komme på næste års ønskeliste.
Grøn front og god tomatdyrkning!
Team TAGTOMAT